MIN HÅNDBOLDWEEKEND

Fredag d. 21 april tog mine team-mates, trænere, min klub og jeg afsted til Svanecup, som er et stort håndboldcup. Det forgår hvert år oppe i Aalborg, hvilket jeg personligt synes er ekstremt dejligt, da jeg er født og opvokset deroppe. Så flere af mine familiemedlemmer var ude at se os spille kamp, og jeg mødte to gamle veninder. Det var virkelig dejligt med alt den opbakning. Som sagt tog vi afsted fredag. Vi tog afsted fra Hinnerup, som er den by jeg bor i, klokken 16.30, så vi var godt og vel i Aalborg en time efter. Vi boede på Filtstedvejen skole, hvor min onkels kone faktisk arbejder, så det var meget sjovt. Vi skulle ikke spille nogle kampe fredag, så mine holdkammerater og jeg hyggede, spiste og så nogle af de andre Team Favrskov hold spille håndbold.

Lørdag startede vores kampdag. Vi spillede 3 kampe. Vandt den første med et mål, tabte den anden med et mål og spillede uafgjort i den tredje. Det gjorde at vi kom videre i A-slutspillet, som to’er fra vores pulje.

Vores chancer var derfor ikke så store for at komme videre fra mellemrunden til semifinalerne. Ventetiden var lang imellem kampene. Ca. 2 timer mellem hver kamp, det kan godt føles som lang tid, når man som jeg bare gerne vil spille. Ventetiden var dog vildt hyggelig, vi ‘slugte’ den med kortspil, håndbold, hold-hygge og mad. Lørdag aften er der altid fællesspisning i Gigantium (som er en stor hal) for alle hold, der er med til Svane Cup. Der var vildt mange mennesker. Da vi kom tilbage på skolen, fandt vi vores lege-gen frem. Vi spillede stikbold og hørte musik. Det var ‘herre-grineren’ og uden tvivl, ekstremt hyggeligt.

Så blev det søndag, og hermed også den sidste dag vi havde til cup, men det blev også en overraskelsernes dag. Nå men, vi blev vækket af vores træner klokken 06.00, fordi vi skulle nå at pakke alt vores ‘gejl’ ned. Så spiste vi egentlig bare morgenmad, og tog håndboldtøj på. Vores første kamp skulle vi spille i Stadionhallen i Aalborg. Vi spillede mod et norsk hold, og vi vandt med et mål, så det var Nice. Vi vidste nemlig, at hvis vi bare skulle have en lille-bitte chance for at gå i semifinalen, var det vigtigt vi vandt begge de kampe vi skulle spille søndag. By the way, alle vores kampe var vildt tætte og meget nervepirrende.

Vi tog igen ud til Gigantium, hvor vores anden kamp skulle spilles, som vi vandt med to. Vi var foran med 5 da der manglede to minutter, så sejren var aldrig i fare. Nu kunne vi bare vente på at Struer-Resen og det norske hold vi havde slået med et mål om morgen, havde spillet færdig. Vi havde gjort hvad vi kunne, nu var det op til held og et godt resultat i den omtalte kamp. Vi skulle bruge en norsk sejr. Ingen af holdene måtte score for mange mål og sejren måtte heller ikke være med for stor en målforskel. Det endte slet ikke som forventet, men det endte som ønsket. Det norske hold vandt med 1 mål og det havde vi slet ikke regnet med. Nu skulle det store regnestykke igang. For vi havde 4 point, Struer-Resen havde 4 point og det norske hold Vigrestad IK havde 4 point. Indbyrdes havde Struer-Resen vundet over os med et mål, vi havde vundet over Vigrestad IK med et mål og Vigrestad IK havde vundet over Struer-Resen med et mål!! Vi troede at det var mål forskellen, der gjaldt og vi kunne godt regne ud af vores målscore ikke være så god. Faktisk kun +2 (dvs at vi havde scoret to mere end vi havde lukket ind) Vi begyndte faktisk at tage vores håndboldsko af og pakke sammen, for at gå i bad. Men så ville vores træner lige tjekke, hvem af de to andre hold, der var kommet i semifinalen og så stod der på mobilen at det var Team Favrskov, altså os! Vi stod alle 10 spillere og to trænere, som et stort spørgsmålstegn. Det viser sig at det vi var det hold af de tre, der havde scoret flest mål i indbyrdes kampe, derfor var det os der trak det længste strå.

Semifinalen var virkelig spændene! Vi kæmpede røven ud af bukserne. Vi ville bare vinde den kamp for alt i verden. Vi fightede som et hold. Det var igen en lidt for spænende kamp og den ender ud i ’Golden Goal’ dvs at den ordinære tid er gået, men man spiller videre indtil det første hold scorer. De har bolden og dermed mulighed for at score inden vi overhovedet får bolden, Jeg får en udvisning på 2 minutter. Det er dumt, men nødvendigt (tror jeg nok :)). På det tidspunkt er jeg så godt som sikker på at vi har tabt! Det er svært at være 5 mod 6 markspillere. MEN så laver de en lille put-bold, som vores super-seje-målmand Ingrid tager. Vi har derfor bolden. Vi spiller et langt angreb og der kommer arm på (til dem der ikke er så kloge på håndbold betyder det, at nu skal vi afslutte inden for et vist antal afleveringer eller får de andre bolden tilbage). Så vælger vores lille midt Ida Aalykke at skyde 3 meter udenfor tremeteren, og så gik bolden ind. Vi var ekstremt glade og jublede HELT VILDT! Vi var nu i finalen!

Der er (desværre) ikke så meget at sige om finalen. Vi taber den med to mål. Der var ikke flere kræfter at give af. Vi var fuldkommen smadret. De var også trætte, så det bliver lidt en tam kamp, men jeg er sikker på at hvis vi ikke havde haft så hård (og fantastisk) semifinale, så havde vi vundet. Det norske hold Trauma IF, som vi møder i finalen, har vunder deres semifinale med 19-10 og ikke brugt så mange kræfter som os. En lille bonus info, så var vi gennem hele stævnet god til at slå de norske hold. Vi vandt alle kampe vi stillede op i ... på nær i finalen. Havde det været omvendt, var vi ikke endt i finalen :) Vi vandt en SEJ HUMMEL trænings t-shirt og ikke mindst en medalje. Selvom man er blevet U16 spiller, er man stadig ikke for stor til det. Og sådan slutter et helt fantastik cup.

Jeg har haft det hyggeligste, mest spændende, nervepirrende, mest fantastiske og sjoveste cup! Jeg synes vores hold blev bedre socialt, og jeg har lært nogen af mine holdkammerater bedre at kende. Alt i alt en PERFEKT weekend med de sødeste piger.

//Kærligst

Julia Sophia